San Pedro de Atacama

Saa er vi kommet til Chile og det er lidt af en forandring. Som der staar i vores guidebog kan man godt undre sig lidt over hvor sydamerika blev af naar man krydser graensen fra Peru. Her er noget mere ordnet, knap saa fokuseret paa turister (i hvert fald i Arica), men ogsaa lidt dyrere. Vi kom til Chile i en stor gammel amerikanerbil som koerte os over graensen mellem Tacna og Arica. Vi blev kun en nat i Arica inden vi tog natbussen til San Pedro de Atacama. Det var en 12-timers natbus, men heldigvis en meget behaglig bus, saa vi fik sovet en del.

San Pedro er en lille oerkenby (den ligger i verdens toereste oerken) paa omkring 5000 indbyggere. Byen bestaar primaert at hoteller, restauranter og tour firmaer, for det man goer som turist her i byen er at tage til det omkringliggende. Saa det har vi gjort. Vi har vaeret paa 3 ture. Den foerste dag var vi paa tur til Valle de la Luna og de la Mars. Det er to dale, hvor den ene er hvid og ligner lidt er maanelandskab, og den anden er roed og ligner lidt Mars. De var rigtig flot og et landskab helt anderledes end noget af det vi har set indtil videre. Turen sluttede af med at se solnedgangen, men den var vi ikke meget imponerede over, da solen gik ned bag et bjerg og derfor slet ikke var roed.

Den naeste dag, torsdag, var vi paa tidlig tur (afgang kl 04) til gejsere. Vi ankom der omkring kl. 6 inden solen rigtig var kommet frem. Fra alle gejserne stod der damp op, saa det var ganske flot mens solen stod op. Det var temmelig koldt (-6ºC), men det gjorde vist bare gejserne flottere, fordi der var saa stort temperatur-forskel mellem luften og dampen. Vi fik serveret morgenmad ude i kulden, mens vi saa paa gejsere og ventede paa solen og varmen. Bagefter gik vi en tur mellem gejsene og saa en, der sproejtede vand. Det var flot, men desvaerre kunne man mest se dampen og ikke vandet.
Efter en times tid ude ved gejserne koerte vi til et sted, hvor man kunne bade i en varm "kilde". Det var en lille baek af en art, der fik tilfoert varmt vand fra en gejser. Det var alletiders og skoent at blive toeet op efter den meget kolde morgen. Vi var hjemme igen allerede ved middagstid, men fik ikke rigtig udrettet noget, da vi var lidt traette efter at vaere staaet op kl. 3.30.

Fredag var vi paa endnu end tur. Foerste stop var en saltoerken med smaa soeer og flamingo'er. Det var flot og meget specielt med alt det hvide. Det var ogsaa graat rundt omkring, da den ogsaa bestod af andre mineraler (kalcium bl.a.). Oerkenen var 100 km x 60 km, saa der var hvidt saa langt vi kunne se. I soerne levede smaa rejeagtige-dyr, som flamingoerne lever af. De er dog saa smaa, at flamingoerne skal spise 14 timers om dagen. Efter en gaatur rundt mellem salt, sooer og flamingoer fik vi morgenmad inden turen gik videre til noge laguner. Vi saa to laguner midt i oerkenen. Den ene var meget blaa og utrolig flot, den anden var ikke helt saa blaa, men ogsaa flot. Her gik vi en tur, og bagefter fik vi frokost med den flotteste udsigt nogensinde.
Paa vejen hjem stoppede vi i en lille by, hvor vi gik en tur og saa deres kirke. Vi gjorde ogsaa et stop i en frodig dal midt i alt det toerre sand. Det var sjovt og dejligt, at se alt det groenne efter alt det stoev den sidste uges tid.

Idag er sidste dag her i San Pedro de Atacama. Vi har ingen planer andet end internet, afslapning og pakning. Der koerer kun busser herfra og til Salta, Argentina 3 gange om ugen (tirs-, fre- og soendag), saa vi bliver noedt til at vente til imorgen. Men en tvunget afslapningsdag i ny og nae kan vi godt leve med:-)

Lake Titicaca

Efter en nat i Cusco hos Lucy og Ricardo (de havde givet os noeglen med paa jungle-tur, saa vi bare kunne komme tilbage-rigtig soedt at dem) er vi nu i Puno, som ligger ca. 400 km. syd for Cusco. Alligevel tog det 9 timer at komme herned, men det var nu fordi vi tog en turist-bus med nogle stop undervejs. Bl.a. saa vi en kirke, en inka-ruin og et museum om pre-inka-folket. Ganske fin tur, men med en lidt overfrisk guide. Her i Puno fandt vi et hotel, som ogsaa lige kunne saelge ture paa Lake Titicaca. Det var super, for det var kun fordi vi ville paa tur paa soen at vi tog hertil. Onsdag morgen blev vi samlet op paa hotellet, koert ned til havnen og sejlet ud paa nogle flydende oeer, Uros, som kun er lavet af siv. Det var rigtig flot og fuldstaendig anderledes end nogen andet vi nogensinde har set. Her boede eftersigende folk, og der var baade skole og maaske ogsaa et lille hospital (sagde guiden). Lucy havde dog fortalt os, at folkene bor i Puno og bare tager derud om dagen for turisterne. Vi ved ikke helt hvad vi tror, for de havde solceller saa de kunne se fjernsyn og taende lys. Uanset hvad, var det et flot syn. Derefter sejlede vi i 3 timer til en anden oe, Amantani, hvor vi skulle overnatte. Paa kajen ventede en masse kvinder og saa fik vi allesammen tildelt en, hos hvem vi saa skulle bo. Vi kom til at bo hos en aeldre dame, Joanna og hendes mand Jose. De var rigtig soede og vaerelset var fint. De kunne heldigvis lidt spansk (de taler nemlig quechua paa oeerne) saa vi lige kunne kommunikere det mest noedvendige. Der var ikke lys eller vand, men et lokum i gaarden som vi delte med naboen (som var deres datter og hendes familie). Ude i gaarden var de ved at lave mursten til et nyt koekken af mudder og straa. Hos familien fik vi frokost (suppe, kartoffel, stegt ost og noget der var en blanding mellem en kartoffel og en gulerod) inden vi skulle paa en gaatur op til toppen af oeen, hvor der var et tempel og en rigtig fin solnedgang. Tilbage hos familien fik vi uventet besoeg af datterens to boern som ville lege med os. Drengen havde to kapsler med og saa skulle man skyde efter hinandens kapsel. Pigen legede mest med vores stearinlys og forsoegte at laere mig nogle klappelege - ret komisk faktisk. Aftensmaden blev serveret i koekkenet og bestod af suppe, ris og kartofler og noget te, der hed muña (minder lidt om mynte, og var da ogsaa nogle grene de plukkede udenfor). Koekkenet var et lille hus med et baal og et bord (kun til turisterne, familien sad paa en betodklods i hjoernet, som nok ogsaa var koekkenbordet).
Om aftenen var der fest i 'byen' og vi blev iklaedt deres toej, rigtig fine var vi. Der blev taendt et baal og 2 drenge spillede tromme og floejte, og saa var det bare at gaa igang med at danse. Det var ret sjovt at se alle os fjollede turister i deres traditionelle toej.

Naeste morgen fik vi pandekager til morgenmad inden vi skulle ned og med baaden. Kl. 8 sejlede vi over til en anden oe, Tanquile, hvor vi gik lidt rundt og spiste frokost inden vi skulle med baaden tilbage til Puno. En af de andre beskrev oeen temmelig godt: 'This is the most boring island I have ever been to'. Bortset fra det var det en rigtig godt tur og en oplevelse at bo hos familien. Men vi glaedede os til at vaske haender - vi havde ikke set andet en soe-vand paa turen.

Jungletur

Vi havde hjemmefra koebt en jungletur med GAP (samme firma som vandreturen) og loerdag tog vi flyet til Puerto Maldonado, hvor vi blev samlet op i lufthavnen og koert til et "kontor" naer lufthavnen. Vi var lidt i tvivl i starten om det var rigtigt, for der stod ikke GAP nogle steder og det blev heller ikke naevnt. Paa kontoret (som bare var en hytte) samlede de alle folk der skulle i junglen og det viste sig at folk kom fra forskellige rejsebureauer. Efter lidt ventetid skulle vi med en bus til havnen, hvor vores baad gik fra. Det var en 45 minutters koeretur, som sikkert havde vaeret noget hurtigere hvis ikke det havde vaeret en hullet jordvej hele vejen. Det regnede den dag, saa det hjalp heller ikke paa hastigheden og vi var lidt bekymrede for vores bagage var paa taget. Fra havnen skulle vi med en lille baad, som de kaldte en motoriseret kano, til vores jungle hytter. Vi kunne dog vaere ca. 20 mennesker i kanoen + bagage, saa den var ikke helt saa lille som en kano, men den var lige saa ustabil.

Da vi efter 45 min. var fremme kunne man ikke se nogen hytter, kun en trappe. Hytterne laa ca. 10 minutters gang fra floden og vi blev budt velkommen med friskpresset juice. Det gik hurtigt op for os at det ikke var som paa vandreturen med liggeunderlag, kolde naetter og haardt arbejde. Dette var mere luxus. Vi fik et vaerelse med eget toilet/bad, to store senge og haengekoeje. Der var ingen stroem paa vaerelserne, sa det blev brugt petroliumslamper og sterinlys. Der var ingen doer, kun et stykke stof. Og der var ingen vinduer, kun en stor aabning ud til junglen.

Selv lodgen bestod at en masse vaerelser, et afslapningsomraade med sofaer og haengekoejer, en bar og et spiserum. Derudover var der koekken og rum til guider et sted bagved, hvor vi ikke kom om.

Vores guide hed Johan og vores gruppe var paa otte personer. Fire unge amerikanere (et aegtepar og et soeskendepar), et aeldre schweizisk aegtepar og os. Det var en god gruppe selvom schweizerne havde svaert ved engelsk, men saa fik vi oevet vores tyske lidt. Vi fik dog aldrig samme gode forhold til denne gruppe som til den paa vandreturen.

Den foerste dag var vi paa en lille vandretur til et taarn de havde i naerheden. Derfra kunne vi se ud over junglen og se floden. Vi blev i taarnet og saa en flot solnedgang inden vi i moerke gik tilbage til aftensmad.

Aftensmaden (og de andre maaltider) var buffet, selvom der kun var tre retter. Baade frokost og aftensmad bestod af suppe, en hovedret med koed, ris, kartofler og salat, og et dessert som oftest var kage. Morgenmaden var yoghurt, frugt, muesli, broed, marmelade, pandekager og en slags groed. Saa alt i alt saerdeles ok mad. Selvspisesalen var om aftenen kun oplyst af stearinlys paa bordene og oppe under loftet. Dem oppe under loftet gav naesten en hel Harry Potter agtig stemning.

Den naeste dag skulle vi op kl. 4 for at tage hen paa en soe som var bedste at se om morgenen. Paa soen sejlede vi paa en katemaran kano uden moter. Til at starte med saa vi en masse forskellige fugle, men vi var (ifoelge guiderne) saa heldige ogsaa at se oddere. De komme ikke rigtig taet paa, men i kikkerten kunne man se at de fangede og spiste fisk. Vi saa ogsaa en krokodille-lignende ting, som de kaldte en cayman. I slutningen af turen fiskede vi ogsaa efter piratfisk, men vi fangede desvaaerre ikke nogen, hvilket (ifoelge guiderne) var unormalt. Vi var hjemme igen allerede inden 11, saa der var tid til at faa sovet lidt. Om eftermiddagen besoegte vi shamanens have, hvor vi fik introduktion til mange forskellige planter og deres virke. Til slut var der proevesmagning af tre forskellige medicener. En energidrik, en mod impotens og en mod alt fra kraeft til nyrebetaendelse. Ganske underholdende, men vi skulle ikke have noget med hjem.


Den sidste hele dag var vi paa to lange (ca. 3-4 timer hver) vandreture og en kort. Den foerste var til en hytte ved floden, hvorfra man kunne se papegoejer. Der var forskellige slags og de var forholdvis taet paa. Men man skulle vaere meget stille for ikke at skraemme dem vaek og der gik ikke saa lang tid inden de havde hoert os. Desvaerre.

Den anden var ud til et udkigspunkt, hvor vi paa vejen saa en masse aber. Vi saa tre slags og baade en med unge og en stor gruppe paa ca. 40. Ellers saa vi lidt paa planter og insekter, deriblandt ogsaa en fugleedderkop som det lykkedes Johan at lokke halvt ud af sit hul. Den tredje tur var mest for at se paa traeer og vi saa nogle kaempe nogle. De var lidt imponerende. Paa vej hjem fra den tur var vores nattevandring. Dvs. at det blev moerkt inden vi kom hjem og vi gik rundt med lommelygter. Der saa vi mest insekter og froer.


Tirsdag skulle vi hjem igen kl. 8, men inden var vi igen ovre og se paa papegoejer og vi fik set lidt flere inden vi fik skraemt dem vaek. Derefter tog vi baaden og bussen tilbage til lufthavnen, hvor vi tog flyet tilbage til Cusco.

Det var en alletiders tur i junglen, og vi saa en masse ting. Selv lodgen var temmelig luxurioes og vi noed livet. Vejret var rigtig godt, for bortset fra den foerste dag regnede det ikke. Saa alt i alt kunne det vist ikke vaere bedre, selvom jeg gerne ville have fanget en piratfisk :)

Lucy y Ricardo...

..er saa sjove, at de vist godt kan laegge navn til endnu et indlaeg om Cusco.
De er begge rigtig soede. De laver mad til os, vasker vores toej og vi kan bare bruge internettet alt det vi vil, naar bare Ricardo ikke skal arbejde. Vi kan ikke klage!
De har som sagt et lager paa temmelig mange kilo ris i stuen, og derudover har de et stort lager af omkring alting. De har ting overalt og Lucy kalder da ogsaa koekkenet for hendes cirkus, hvilket kun kan siges at ramme plet. Der er ca. hvad der svarer til stoerrelsen paa en skaerebraet ledig plads paa koekken bordet.
De snakker temmelig meget og fortaeller historier (gerne de samme flere gange, vi har ikke helt luret om det er med vilje) om alle de turister de har haft boende (gad vide hvad de kommer til at fortaelle om os..). Mange af historierne er sjove, nogle mangler pointer og nogen forstaar vi bare ikke.
Hver mandag, onsdag og fredag gaar de i skole fra 19 - 21.30. De studerer teologi, det har de snart gjordt i 4 aar og er faerdige til jul. Men tilsyneladende studerer Lucy altid et eller andet. Efter jul skal hun laese sociologi og tidligere har hun laest tysk, graesk og diverse andre ting.
De aftener hvor de ikke er hjemme skal vi selv spise, men det er ikke noget problem, da de altid laver maden om formiddagen, saa spiser vi af det til frokost og resten lader de bare staa paa komfuret, saa varmer man det bare i mikroovnen til aftensmaden. Det fungerer fint, bortset fra, at naar man saetter stikket til mikroovnen ind i stikkontakten gnister det, men det ser ikke ud til at genere Lucy.
Hvad de spiser til aftensmad er dog en gaade, vi har dem mistaekt for mest at spise kager. Og de dage de gaar i skole, kommer de vist ofte til at snuppe en hotdog eller en 1/4 kylling paa vejen. I hvert fald spiser de sjaeldent sammen med os om aftenen. Maaske er det fordi Ricardo er paa slankekur og derfor ikke skal spise saa meget, hvem ved..


De har vaeret med til at starte den foerste luteranske kirke i Cusco, og er meget engagerede i hjaelpearbjede. De hjaelper i et "community" udenfor byen gennem kirken. Blandt andet driver de en skole for de fattige boern i omraadet. De hjaelper vist temmelig meget, saa vidt vi kan forstaa. Ofte har de folk fra kirken eller laerene paa skolen paa besoeg. Igaar gik de igang med en eller anden form for faellesboen, hvor de snakkede i munden paa hinanden, spoejst!
Igaar havde vi ogsaa besoeg af manden, der kunne aabne vaeggen. Lidt kryptisk, men det vidste sig at vaere en mand, der havde en boremaskine, saa han kunne bore huller i vaeggen i koekkenet, saa det skab vi samlede i sidste uge kunne komme op at haenge. Fint blev det, men det gjorde ikke lige frem cirkus´et mindre.
Generelt har de en lidt anden smag end os. Som sagt synes de at spaanplade er virkelig kvalitet. Det samme gaelder plastik. Lucy har kigget efter en krukke til tulipanloeg, men hun kan kun finde nogle i keramik og saadan noget bras, gider hun ikke have. Det skal meget hellere vaere i rigtig kvalitet, nemlig plastik. Det forstaar vi ikke helt, men tingene fungerer jo ogsaa ret anderledes herovre. Bl.a. har de faaet lavet et bord hos en snedker, men traeet var aabenbart ikke helt toert, for nu buer bordet, saa kanterne stikker op. Ret generende, isaer naar man spiser suppe. Men saadan er det bare, de har klaget, men manden gad ikke goere noget ved det, ogsaa bliver det bare saadan.

Escuela de español

Nu har vi boet i Cusco lidt over en uge, og synes det var paa tide med et lille indlaeg om vores foerste uge paa spansk-skole. Vi gaar i skole 4 timer hver formiddag fra 8-12. Det er delt i grammatik og samtale. Det er temmelig haardt og intensivt, fordi vi kun er os to og en laerer. Til gengaeld laerer vi en hel masse, saa vi forhaabentlig kan klare os hernede i ugerne bagefter. Begge laerere er rigtig gode, men ikke saa gode til engelsk, saa det meste foregaar paa spansk. Kun naar der er et ord vi ikke forstaar proever de paa engelsk (det hjaelper ikke altid, fordi de ikke altid kan de engelsk ord) Men det er kun godt, for saa for vi rigtig oevet at hoere og tale spansk. Desvaerre er accenten i Argentina vist en del anderledes, men vi haaber det gaar alligevel.
Vi bor hos Lucy og Ricardo, to meget soede mennesker. Vi faar mad 3 gange om dagen og Lucy vasker vores toej (vi skal bare stille de i en balje udenfor vores doer, saa ligger det rent paa sengen naeste dag - smart!) Dog har vi betalt paa aegte inkamanér (uden penge) ved at samle et skab, som Ricardo har skullet samle de sidste 2 mdr. Det var meget morsomt, isaer fordi Lucy var saa stolt af det smarte, nye skab i et rigtigt kvalitetsmateriale. Det var et helt nyt materiale her i Cusco, som man kun kunne faa i Lima foer. Vi forstod ikke rigtig hendes begejstring, da skabet var lavet af spaanplade..
Maden her er okay, men nogle gange lidt saer. Men vi bliver maette og er ikke blevet rigtig syge endnu. Vi faar mest ris med en eller anden blandet koed/groentsags blanding ovenpaa. De koger en stor gryde ris hver dag og har da ogsaa et lager paa mindst 10 poser á 49 kg. liggende paa en palle i stuen. Generelt drikker man aabentbart kun te herovre, til morgenmad, frokost og aftensmad. Ikke noget med bare vand. Saa paa bordet staar en stor termokande, der altid er fyldt med (mere eller mindre) varmt vand.
Lejligheden er vist ganske god efter peruvianske standarder. Generelt er der hverken varme eller varmt vand i husene herovre. Det varme vand i badet bliver lavet af et elektrisk brusehoved (det betyder at alt lys i huset daempes lidt naar nogen gaar i bad) og varme er der bare ikke, selvom det nemt bliver 0 gr. om natten om vinteren. Vinduerne er enkelt glas og paa vores vaerelse kan det ikke aabnes. Det goer ikke saa meget, da et hul soerger for udluftningen. Men der bliver temmelig koldt om natten, saa vi er glade for baade vores dyne og taeppe.
Selv om dagen, hvor der er varmt udenfor i solen, er der koldt indenfor, da der ikke traenger meget sollys ind, saa vi gaar gerne ned i den naerliggende park og laver lektier.
Inkluderet i skolen er en salsatime fredag aften. Det var vi til i fredags, men da vi var de eneste elever paa skolen i sidste uge var vi ogsaa de eneste til dans. Det var sjovt, men lidt kaotisk, fordi laereren kun talte spansk og vi var ikke hele tiden helt med paa hvad hun snakkede om. Derudover kan vi en smule salsa fra vores dans derhjemme og her er det helt anderledes. Det svaereste var, at hun ville have os til at "holde omvendt". Dvs. straekke den modsatte arm end vi er vant til - det var naermest helt umuligt. Maaske var det bare fordi hun ikke kunne danse som mand, selvom det var det hun viste.

Soendag var vi paa marked i en lille by 30 km. fra Cusco, Pisac. Den er kendt for sine soendagsmarkeder. Vi skulle med bus derhen. Det tog ca. 45 min. Bussen ud var temmelig fuld og vi blev sat paa noget, der maaske var en gearkasse - maaske noget motor. Ihvertfald var den saa varm, at vi naermest fik svitset bagdelen. Desuden havde Anton gearstagen mellem benene og vi sad med ryggen helt oppe i forruden, nok ikke lige den mest sikre plads i bussen. Men hvad kan man forlange for 5 kr. pr. pers.
Midt paa turen blev bussen stoppet af politiet og alle maend skulle vise ID. Anton skulle dog ikke, han lignede nok ikke en tyv, for ifoelge Lucy og Ricardo, var det for at finde evt. lommetyve paa vej til marked. Efter lidt halleoj og lidt uorden i nogle af bussens papirer fik alle lov at fortsaette.
Hjemturen var mere rolig. Vi fik et saede, modsat en masse lokale mennesker i traditionelt toej, der havde vaeret paa markedet for at saelge mad, der paent stillede sig i koe uden for bussen, men foerst maatte komme ind naar alle siddepladserne var fyldt af folk i mere moderne toej. Vi haaber, det var fordi de ikke skulle med hele vejen til Cusco, men skulle af paa underlige steder midt ude paa vejen, hvor vi ikke helt forstod hvad de skulle, men de boede jo nok et sted mellem markerne, men det var nok ogsaa fordi, de var af lavere klasse eller noget i den stil.